
En specialiseret it-generalist
Systemdrift og fejlfinding på kundernes fagsystemer sker med en systematisk tilgang.
Markus Hornum-Stenz’ har arbejdet med EDSH-systemer, næsten så langt han kan huske tilbage i arbejdslivet, og helt naturligt fik han også dette ansvar, da Statens It blev etableret. Lige nu arbejder han således med at implementere ESDH-løsningen cBrain F2 i flere departementer.
”Statslige institutioner lever i en vis forstand af at kunne finde rundt i deres sager. På den måde føles det godt at tænke på, at man arbejder med de systemer, som er institutionernes hjerteblod”, siger Markus.
Detektivarbejde
Men Markus har også andre faglige udfordringer. Ofte havner komplicerede driftsproblemer først hos ESDH gruppen, hvor opgaven så bliver at udrede, hvilke infrastrukturproblemer der kan være, som passer til brugernes oplevelse, og evt. hvad der skal til for at få kundernes systemer til at fungere igen.
Udover arbejdet med ESDH-systemer sidder Markus Hornum-Stenz i en gruppe, der ofte får til opgave at finde husets uformelle viden frem og dokumentere den.
”Vores gruppe ligger inde med en bred viden om it-infrastrukturen bag ved programmerne – ikke kun om systemerne - men også historikken i de forskellige ministerier og om hvem, der kan ligge inde med yderligere specialistviden. Vi bruger først tid på at få identificeret problemerne teknisk, derefter på at koordinere forskellige tiltag, og endelig finder vi de rette kompetencer i huset til at udføre opgaverne. Man kan på en måde sige, at det ofte bliver vores opgave at aktivere husets mere uformelle viden og kompetencer” fortæller Markus.
Processer og politikker
Det hører med til jobbet, at der ofte er en hektisk stemning, og at der stort set aldrig er stille og roligt. Det til trods sætter han stor pris på styring, politikker og processer.
”Det giver en spændende hverdag, at man aldrig ved, hvor det fører hen, når et problem meldes ind,” forklarer Markus, ”og vi arbejder konstant på at blive bedre til at få processer på plads, så vi undgår, at de samme fejl opstår igen og igen.”
Rette kompetencer
Markus mener selv, at han er havnet et godt sted i organisationen i forhold til de arbejdsopgaver, han udfører.
”Jeg er certificeret i ITIL og Prince2, og jeg har en god all-round IT-teknisk ballast som driftsmand. Det er en god kombination for en medarbejder i Team Fagapplikationsdrift, hvor man i den grad skal kunne lidt af hvert for at få problemerne løst. Og sjovt nok bruger jeg i høj grad også min filosofiske skoling, fordi IT-fejlsøgning – ligesom filosofi – i høj grad drejer sig om at have en åben tilgang og stille de rigtige spørgsmål”, afslutter Markus Hornum-Stenz.
Opdateret 16. september 2011

