
Statens It bor på Frederiksberg
Statens It er en ny it-arbejdsplads i staten. Fra 1. juni 2010 blev Statens It samlet på én adresse i nyrenoverede lokaler på Gammel Kongevej 74a, 1850 Frederiksberg C.
Styrelsen omfatter ca. 210 medarbejdere, der primært beskæftiger sig med it-opgaver inden for drift, support og infrastruktur. Derfor blev det nye domicil også indrettet, så det passer til en moderne it-organisation. Lokalerne er indrettet med åbne kontorlandskaber og med en række moderne it-værktøjer. Huset rummer også den fælles servicedesk, som servicerer de ca. 11.000 brugere i de otte ministerier og 90 styrelser, institutioner, råd og nævn, som Statens It leverer it-ydelser til.
Bygningen er fra 1974 og har tidligere været hjemsted for Finanstilsynet. Der er 5 etager á 1050 kvadratmeter, samt 826 kvadratmeter i en høj kælder. På øverste etage ligger kantinen.
Ejendommen ligger i gåafstand til Vesterport Station med buslinje 14 og 15 lige til døren. Der er godt 60 p-pladser tilknyttet.

Nyrenoveret bygning
Ejendommen er nyrenoveret, så den på alle måder er tidssvarende og lever op til kravene for en moderne it-arbejdsplads.
Der er etableret ny kabling, ventilationssystem og el-installationer, ligesom der er etableret velfungerende kontormiljøer, hvor der blandt andet har været fokus på støjisolering og en lokaleopdeling, som understøtter vores forskellige opgavefunktioner.
Der er plads til cirka 80 medarbejdere mere end de, 210 medarbejdere, vi er nu.

Opdateret 5. april 2011

